Typiske spørgsmål

Kan jeg samle mine pensionsopsparinger hos jer?

Ja, det kan du godt i langt de fleste tilfælde. På hjemmesiden pensionsinfo.dk kan du få et overblik over, hvor du har andre pensionsopsparinger.

Hvis du vil overføre nogen af opsparingerne til PensionDanmark, kan du gøre det online.

Vi tager ikke gebyr for at flytte pengene. Måske skal du betale noget til det andet selskab, men de penge bliver tjent ind igen, fordi du slipper for at betale for to pensionsordninger.

Kan jeg overføre min opsparing til et andet pensionsselskab?

Ja, det kan du. Du skal dog være opmærksom på, at du kun kan overføre din opsparing til det, man kalder for en obligatorisk pensionsordning. En obligatorisk pensionsordning vil sige, at din arbejdsgiver eller din overenskomst på dine vegne beslutter, at du skal indbetale pension i et bestemt selskab. I en obligatorisk pensionsordning vælger du altså ikke selv dit pensionsselskab. Samtidig er der forskel på, om din opsparing er på mere eller mindre end 51.500 kroner.

  • Er din opsparing på 51.500 kroner eller mere. Så skal du søge om at overføre pengene senest tre år efter, du har skiftet job. Ellers mister du muligheden
  • Er din opsparing på 51.500 kroner eller mindre, har du ingen tidsbegrænsning.